Lydens By nyhedsdetaljer
'
På topbilledet kan man se nogen, der optager med én diktafon.
På billedet kan man se en ældre mænd, der sidder og læser i en avis, imens han har høremikrofoner på.
Lydens By nyhedsdetaljer
Lydfolk fra hele verden gæster Struer Lydens By og Run to the Beat
15.05.2017
AES tredje konference
15. maj 2017
Skarpe hjerner fra den globale lydbranche kommer til Lydens By, når deres fagkonference om fremtidens udendørs scenelyd finder sted til august.
Lydfolk fra hele verden gæster Struer Lydens By og Run to the Beat

Skarpe hjerner fra den globale lydbranche kommer til Lydens By, når deres fagkonference om fremtidens udendørs scenelyd finder sted til august. De skal bl.a. opleve Run to the Beat, hvor specialisterne får mulighed for at bringe deres ideer i spil mod den akustiske virkelighed.

Struer Lydens By tiltrækker i slutningen af august måned omkring 100 lydspecialister og andre interesserede, som forventes at deltage i netværket Audio Engineering Societys tredje internationale konference om sound systems og sound reinforcement på udendørs scener.

Borgmester i Struer Kommune, Mads Jakobsen, ser frem til konferencen, som fra hans synspunkt skal give de internationale gæster et indtryk af det lyd-DNA, der trives i Lydens By og i sidste ende giver vækst, velstand og velfærd for borgerne. 

”At et netværk af AES’ kaliber har valgt at mødes i Struer, er et udtryk for den stærke position, de kompetencer og det netværk der er til stede i vores område indenfor lydbranchen. Ikke bare lokalt og nationalt, men i høj grad også internationalt. Struer er grundlagt på den innovative tilgang til lyd og den arv vil vi gerne udvikle. Der passer besøget rigtig godt ind og jeg glæder mig til at bidrage til, at både deltagerne og vi selv får noget værdifuldt med hjem,” siger Mads Jakobsen. 

Selvlærte guruer i et attraktivt miljø
Konferencen samler anerkendte lydpraktikere, førende lydeksperter, selvlærte guruer, unge studerende og opfindsomme teknikere i et kreativt og innovativt miljø. Formålet er – gennem workshops, produktdemonstrationer og præsentationer af den nyeste forskning – at strække rammerne for hvad god lyd og akustik formår i udendørs miljøer. 

Den sidste dag på konferencen falder sammen med Run to the Beat, og løbet vil derfor blive inddraget i konferencen som casestudie for deltagerne, der kan trykprøve de teoretiske diskussioner, oplæg og erfaringsudvekslinger i forhold til løbets komplekse akustiske virkelighed.

”Lydens By kan måske virke som et smalt projekt for nogle, men det rummer faktisk meget, som kan bruges i denne sammenhæng. Vi har højt specialiserede virksomheder og et succesfuldt iværksættermiljø, men ved også at have et motionsløb med lyd som tema, kan vi tilbyde fagfolkene en mulighed for at afprøve teorierne i praksis,” siger Mads Jakobsen. 

Udstillingsvindue for lokale lydvirksomheder
At konferencen er blevet realiseret, skyldes et tæt samarbejde mellem lokale AES-repræsentanter, Struer Kommunes Lydens By-satsning og det lokale miljø af iværksættere og lydvirksomheder. 

Peter Petersen, direktør i Business Park Struer, sidder i styregruppen for projektet. Han påpeger, at den europæiske iværksætterkonkurrence Next Step Challenge, hvor vinderen netop beskæftigede sig med lyd, tidligere har fundet sted i Nordvestjylland. Han ved derfor, hvilken international betydning, det lokale miljø af lydvirksomheder har for tiltrækningen af talenter og innovation.

”Ved at samle de internationalt førende personer og idéer på området i Struer, får de lokale lydvirksomheder det bedst mulige udstillingsvindue for de kompetencer, som de besidder. Og vi får videreudviklet det potentiale, der ligger i at øge kendskabet til de rammer, Lydens By giver specialiserede lydvirksomheder,” siger Peter Petersen.

AES-konferencen er en opfølgning på en konference i Montreal forrige år og ligger i forlængelse af to workshops om sound systems og public address-lyd, som tidligere er blevet afholdt i Lydens By.

Læs mere