Oplevelser
'
På topbilledet kan man se flere sangere, der står og synger.
En By Spiller Op - 12. - 18. Juni 2017

Hvordan lyder det, når næsten 150 sangere, musikere og dirigenter fra DRs kor og orkestre går sammen med borgerne i en af landets mindste kommuner om at skabe fælles, musikalske oplevelser?

Det spørgsmål blev besvaret i en uge i juni 2017, hvor Struer Lydens By bød velkommen til DR SymfoniOrkestret, DR Big Band og DR VokalEnsemblet på én gang. Og svaret var overbevisende. Byens musikliv, borgere og kulturinstitutioner skabte sammen med de professionelle musikere og sangere en uges musikalsk festfyrværkeri med koncerter, aktiviteter og forskellige musikalske overraskelser. Bliv mindet om det flotte program ved at klikke her.

Ideen til det ambitiøse koncept 'En By Spiller Op' opstod i vinteren 2016-2017 mellem DR og Struer Kommune i fællesskab, og ambitionen var bred; at give mulighed for at opleve glæden og kraften i den levende musik – både når man hører den, og når man selv er med til at skabe musikken.

Se et eksempel på, hvad byen og dens borgere kunne opleve i ugen, her, hvor DR VokalEnsemblet synger i Kvickly Struer.

Og her, hvor DR SymfoniOrkestret giver en koncert på Struer Statsgymnasium, som vil blive husket i årtier fremover.

En musikalsk udfordring
Ideen om at lade Struer spille op til nogle af landets professionelle kor og orkestre var ikke uden udfordringer. For hvad ville by gøre uden en koncertsal, når et af Europas førende symfoniorkestre lagde vejen forbi? Og hvordan ville hele byen spille op til – og sammen med – så forskellige størrelser som et swingende bigband og et klassisk vokalensemble? 

Men det lod sig gøre og det på en måde, der gjorde et varigt indtryk. For ud over at have et blomstrende kultur- og musikliv havde Struer og omegn et særligt stærkt kort på hånden, når det kom til musik og lyd. De mange lydkompetencer omkring dels det verdenskendte danske firma Bang & Olufsen og Struers satsning på Lydens By-brandet gjorde, at byen kunne gøre brug af lydeksperter og akustikere. Sammen løftede de f.eks. opgaven med at forbedre akustikken i Struer Statsgymnasiums sportshal, så både musikere og publikum fik en oplevelse af internationalt format til DR SymfoniOrkestrets koncert.  

Undervejs samarbejdede Struer Kommune med Bang & Olufsen og gjorde brug af nogle af lydfirmaets innovationsprocesser for at engagere og involvere flest muligt borgere i forberedelserne til ”En By Spiller Op”. 

Det musikalske møde i Struer var første gang, DRs kor og orkestre i samlet flok gik tæt på borgerne i hele landet i samspil med det lokale musik- og kulturliv under titlen ”En By Spiller Op”. Næste år får en ny dansk by besøg af DR og der vil de kunne fortælle historien, at det hele startede i Struer Lydens By.