Om et børneliv der hænger sammen
Kan du høre det?
Det er lyden af børn i strømpefødder i fuld fart ned ad den gang, der forbinder SFO’en med den hal, hvor de om lidt skal til håndbold, fodbold, badminton eller e-sport. De er blevet hentet af deres træner, og på den måde er der en glidende overgang i strømpesokker mellem skoletid og fritid.
Langhøjhallen er byen samlingspunkt. Faktisk samlingspunkt for hele den klynge af landsbyer, der hver dag sender deres børn i skole i Langhøj. Her kan forældrene med ro i sindet sige ”hyg jer”, når ungerne siger, at de lige cykler ned i hallen. Det er trygt, for alle kender hinanden. Både børn og voksne.
Og børnene kender hallen ud og ind, for de er kommet der siden vuggestuen. De har været der med børnehaven, i skolens idrætstimer og med SFO’en. Årets skolefest, hvor femte klasse optræder med deres eget teaterstykke, foregår også i hallen.
Selv områdets unge mødes og spiller badminton, bordtennis eller fodbold, når der er Åben Hal i weekenderne. Uanset alder er Langhøjhallen stedet, man mødes. I et trygt og aktivt fællesskab.

