Ib Madsen, produktspecialist på Thise Mejeri

Om at sende en ost på femstjernet hotel

Kan du høre det?

Nej, vel? Der er nemlig helt stille. Ingen vind, ingen trafikstøj, ingen maskiner. 

Dog kan man et par gange om ugen høre lyden af en mand, der forsigtigt tager ost efter ost ned, skærer en skive, smager og spytter ud. Det er Ib Madsen, produktspecialist på Thise Mejeri, der har opsyn med de 14.000 oste, der ligger og lagrer i Hjerm Kalkgrube. Ib elsker ost, så det er ikke derfor, han spytter ud, men hver eneste uge smager han på 150 oste, og så meget kan selv en osteentusiast som Ib ikke spise.

Ib er stolt over sine oste. Især den mystiske fuldmåneost, der kun bliver lavet, når der er – ja, fuldmåne – og som i løbet af sine syv måneder i kalkgruben får en overflade, der til forveksling ligner månens støvede kratere. 

For en ost er Hjerm Kalkgrube som et femstjernet hotel, fortæller Ib. Der er en konstant temperatur, og luftfugtigheden er ligeså konstant. Det kunne man måske godt efterligne med et godt klimaanlæg, men al den flora og de mikroorganismer, der giver ostene så meget smag, kan kun opstå i kalkgrubens mørke.