Om at føle sig velkommen
Kan du høre det?
Det er lyden af fællesskab og store musikalske oplevelser.
Når der er fællesspisning og koncert på spillestedet Høloftet, får alle gæster et håndtryk og et ”velkommen til”. Også alle 136 gæster på en udsolgt aften.
Man skulle ellers ikke tro, at et ombygget høloft for enden af en grusvej langt fra alt, der minder om en storby, kunne tiltrække landets største musikere, men det kan Høloftet.
Bent og Hanne tror på, at det handler om relationer. Tit overnatter kunstnerne hjemme hos værtsparret, og mange gode ideer er blomstret frem over natmaden. Også publikum bliver taget imod som en del af familien. I ren sølvbryllupstemning, som Bent siger, sidder gæsterne der ved langbordene, rækker hinanden kartoflerne og sludrer om alt og ingenting.
Når klokken bliver 20 forstummer snakken, for det er musikken, det handler om. Et dedikeret publikum er også en del af opskriften. Høloftet er ikke førende på honorar, men er det til gengæld på fællesskab, nærvær, intimitet og store musikalske oplevelser.
Som en musiker skrev i gæstebogen: ”Jeg har glemt et stykke af mit hjerte på Høloftet. Jeg kommer tilbage, når jeg skal blive helt igen”.

