Om at holde liv i gammelt håndværk
Kan du høre det?
Det er lyden af hammer mod stemmejern. Af skarpt metal mod hårdt egetræ. Af træspåner, der falder ned og efterlader et hul præcist udformet til det stykke træ, det snart skal bankes på.
I Nordvestjysk Fjordkultur holder de ikke bare liv i gamle træbåde. De holder liv i håndværk, der ellers nemt kunne gå tabt, og de holder liv i en kystkultur, der engang definerede livet ved Limfjorden. Dengang to familier kunne ernære sig ved den indtjening, en af de ikoniske klinkbyggede sjægter kunne bringe i hus. Dengang fiskeri og bådbyggeri var grundlaget for livet langs fjorden.
Nu handler det ikke længere om liv og død, men om fællesskab, håndens arbejde og selvfølgelig sejlads. Fra kl. 7 om morgenen til langt ud på aftenen, er der gang i snakken og i save, høvle, bor og stemmejern. Smedearbejdet og elektrikerarbejdet på de gamle motorbåde klarer de også selv.
Med dygtigt håndværk og stærkt fællesskab holder foreningen den nordvestjyske fjordkultur i live.

