Lise Aggerholm, færgenavigatør på Venøfærgen

Om at have Venøfærgen i baghaven

Kan du høre det?

Motoren brummer dybt, bagklappen løfter sig en smule, og skruen pisker vandet op. 

Allerede om tre minutter er færgen i havn på Venø, men det er nok tid til at indstille sig på det langsomme ø-liv. Sådan har Lise Aggerholm det i hvert fald. Hun bor i den gamle færgebolig helt nede på spidsen, og selvom hun og hendes mand bor der hele året, føles det stadig som at være i sommerhus. Lidt som at have ferie året rundt. 

I Lises baghave ligger Venøfærgen til kaj, og derfor har hun ikke langt på arbejde. Da hun var 52, lagde hun karrieren som folkeskolelærer bag sig og uddannede sig til færgenavigatør. Selvom hun savner børnene, glæder hun sig hver dag over, at hun turde sadle om. Både når hun sidder på kommandobroen og sejler færgen, og når hun går på dækket og tjekker billetter. På ”broen” nyder hun udsigten og roen, og på dækket elsker hun den lille sludder, hun når at få med både øboer og turister.

Lise er glad for, at det er Venø-siden, hun står af på, når hun har fri. For hende er ø-livet lig med sammenhold. Venøboerne er afhængige af hinanden, ligesom de er afhængige af deres lille færge og dem, der sejler den.