"Kære hamsterhjul… jeg slår op!": Om at genfinde livsglæden på en lille ø

Publiceret 25-05-2020
Nyhed Evergreen-bo

For sidst på natten til 1. juledag fandt jeg svaret på livets vigtigste spørgsmål. Jeg vil bo på landet og ved vandet, hvor jeg kan høre lærken synge og mit eget hjerte slå. Jeg vil leve et liv, hvor jeg er herre i eget hus…

Henrik Kastoft - Tilflytter til Jegindø

Der er en fortælling i disse år: At flertallet helst bor i storbyen eller dens opland. Boligpriser og befolkningstal bakker noget af fortællingen op, men der er også mennesker, som går imod strømmen.

I tre afsnit fortæller Henrik Kastoft, hvorfor han i foråret flyttede sig selv og sit enmandsfirma fra Nordsjælland til Jegindø nord for Struer.

Her står jeg så!

Vingeskudt. Alene. Og forladt. Jeg slår ud med armene. Min daglige spadseretur på den nedlagte Flyvestation Værløse er gået i stå.

Midt på en 2.457 meter lang start- og landingsbane ligner jeg vist noget, Havarikommissionen burde granske nøjere. De seneste måneder har budt på den ene ulykke efter den anden.

22. juli 2019 døde min far pludseligt. Under en cykeltur på Harboøre Tange drejede han ind til siden, standsede og sagde: ”Jeg får det underligt”. Min far var en stille mand og overdrev sjældent. Heller ikke denne dag. Han faldt om med en blodprop i hjertet og forlod denne verden.

Tabet og sorgen blev til en tue stor nok til at vælte næste læs: To måneder senere blev jeg skilt. Og parcelhuset i Farum sat til salg.

Henrik Kastoft

  • Flyttede fra Farum til Jegindø 15. marts 2020. Han er 52 år og journalist
  • Har bl.a. arbejdet for Jyllands-Posten, Røde Kors, SF på Christiansborg, Vikingeskibsmuseet, FN og GSK (GlaxoSmithKline).
  • I 2017 stiftede han sin egen virksomhed KASTOFT kommunikation, der hjælper små og mellemstore virksomheder med at fortælle deres historier.
  • Er forfatter til bogen ”På vikingetogt med Havhingsten – et krigsskib vender hjem” (2007)

Olympisk hækkeløb

Ejendomsmægleren kunne fortælle, at banker og realkreditinstitutter har det svært med små relativt nystartede selvstændige som mig. En omsætning der kan svinge fra 100.000 kroner den ene måned til nul de efterfølgende to er ikke deres livret.

Hvis jeg skulle kæmpe mig tilbage i pluskunde-segmentet med frit valg på flere hylder i det glohede nordsjællandske boligmarked, måtte jeg med andre ord opgive iværksætterdrømmen og vende tilbage til arbejdsmarkedet… og det helst i løntrin pressechef/kommunikationschef.

Ergo: Velkommen tilbage i det store altfortærende hamsterhjul!

Med ingen øvre arbejdstid og en puls som i et olympisk 800 meter hækkeløb. Alt sammen for at have råd til at bo i en bolig, man knapt nok bor i, fordi jobbet grådigt lægger beslag på de fleste vågne timer.

Er det virkelig meningen med livet?

Rumsterer på førstesalen

I et par måneder grubler jeg over fremtiden. Gråt efterår bliver til grå vinter. Julen fejrer jeg sammen med familie på limfjordsøen Jegindø, hvor min far boede og jeg har været stamgæst de seneste 20-25 år.

Sammen med min yngste søn, Emil, låner jeg i juledagene nabohuset. Tilfældet vil, at huset er til salg, for ejerne har bygget nyt og er flyttet tættere på havnen og fjorden.

Der er noget sært dragende ved at være omgivet af vand, trække sig lidt væk fra alverdens hurlumhej og hellige sig nærværet sammen med de få fremfor fraværet blandt de mange. Lidt som at sejle i en båd. Midt i alting. Og lidt på afstand af det meste.

Henrik Kastoft - Tilflytter til Jegindø

Juleanden ryger i den gale hals, da jeg hører, at prisen på den gedigne murermestervilla på Jegindø er et godt stykke under en halv million kroner. Lå samme hus i Farum, ville det koste ti gange så meget. Mindst! Huset på Jegindø har sågar ”ejendomsmægler-udsigt” til Limfjorden, udhus og en grund på 1.145 kvadratmeter. Huset er fra 1929 og den gyldne ”Bedre Byggeskik”-periode, dengang håndværkere tog sig tid til at gøre sig umage og byggede i solide materialer. I bund og grund er huse i Danmark nok aldrig før eller siden bygget bedre.

Jeg sover dårligt den nat. I mere end én forstand rumsterer helt nye tanker på førstesalen.

Midt i alt… men lidt væk

Henrik nyder et af øens smukke udsigspunkter. Foto: Anders Trærup

På skrømt har jeg i årevis drømt om en dag at bo på en ø. Vel at mærke en ø væsentligt mindre end Sjælland.

Der er noget sært dragende ved at være omgivet af vand, trække sig lidt væk fra alverdens hurlumhej og hellige sig nærværet sammen med de få fremfor fraværet blandt de mange. Lidt som at sejle i en båd. Midt i alting. Og lidt på afstand af det meste.

Sådan har jeg ikke altid haft det. Tidligere i livet skulle jeg som andre raske unge mennesker til storbyen. Først Århus… sidenhen København. Og det kunne kun gå for langsomt. Lokket af en ungdommelig appetit på den eksklusive buffet med uddannelse, karriere, kultur, oplevelser og høje lønninger på menuen.

Jeg spiste grådigt af det hele. Nogle vil sikkert mene, at jeg tilmed spiste op.

Og en dag var jeg mæt. Måske var det samme dag, jeg gik i stå på toenhalv kilometer asfalt på en nedlagt luftbase fra Den Kolde Krig. Og stillede mig selv det vigtigste spørgsmål, mennesker kan stille sig selv: Lever du det liv, du gerne vil?

Til min skræk var svaret nej.

Modig i en bange tid

Derfor blev natten til den 25. december 2019 lang, mens jeg grublede mig søvnløs over fordele og ulemper ved at tage det store spring: At flytte mig selv og mit firma tilbage til Jylland, hvor jeg oprindeligt kommer fra… og lade Jegindø være rammen om den sidste halvdel af mit liv.

Knap tre måneder senere sidder jeg bag rattet i en lejet flyttebil. Motorvejen er øde, for statsminister Mette Frederiksen gik et par døgn tidligere på talerstolen og lukkede Danmark ned.

Krisen har ramt mit lille firma øjeblikkeligt og hårdt. På få dage mister jeg ordrer og opgaver for 120.000 kroner. Alligevel sidder jeg i flyttebilen med et bredt smil og skråler til mig selv:

”Ja-ja, men det er i krisetider, at vi skal turde være modige. Tage de beslutninger, vi ikke ville turde træffe, hvis alt var fred og ingen fare”.

Og derfor blæser en flyttebil med 110 kilometer i timen afsted med kurs mod den vestlige del af Limfjorden.

Herre i eget hus

Henrik foran sit nye hus på Jegindø. Foto: Anders Trærup

For sidst på natten til 1. juledag fandt jeg svaret på livets vigtigste spørgsmål:

Jeg vil bo på landet og ved vandet, hvor jeg kan høre lærken synge og mit eget hjerte slå. Jeg vil leve et liv, hvor jeg er herre i eget hus… og vel at mærke et hus, hvor jeg ikke står i gæld til halsen.

Jeg vil være omgivet af mennesker, som måske nok har lynende travlt, men tager den med ro.

Jeg vil genfinde livsglæden i selskab med en vestjysk humor så knastør, at tårerne må trille.

Og jeg vil drive mit lille firma og gøre forretninger på en egn, hvor få ord kan blive til megen handling.

Skødet er skrevet og huset på Kongevejen står nu i mit navn. I efteråret gik alting og jeg selv i stå. Nu er jeg på vej. På vej til Jegindø.

Ved Storebæltsbroen maler solen himlen rød og går til ro. Da den står op næste morgen, har flyttebilen nået sit mål og lastrummet er tømt. Et nyt liv er begyndt. Mit nye liv.