5 ting du KUN kan opleve i Struer

Publiceret 26-05-2021

Det kan godt være at Struer ikke er det største sted, men det betyder ikke, at vi ikke kan byde på store overraskelser. Faktisk er Struer hjem til nogle af de mest særprægede og specielle oplevelser i landet- oplevelser som kun kan gennemleves her. Så vi har samlet fem af de mest unikke ting, som Stuer har at byde på, hvor hele familien kan være med. Det er lige meget om du er en slikmunde, musikfan eller dyreglad – der er noget for alle!

1. Danmarks største is – Humlum Camping

Der er ikke noget bedre end en kold is på en varm sommerdag. Men det kan godt være, at det bliver mere den modsatte effekt, når du med sved på panden modtager Danmarks største is. For selvom andre steder reklamerer for at de serverer rekordindehaveren, skal du altså her til Struer, hvis du vil kalde dig en ægte is-mester. Hos Humlum Camping kan du nemlig få serveret så stor en is, at du nok bliver nødt til at gå et par dage uden en kold dessert.

Den hedder Humlum Isbjerg, og lever i den grad op til sit navn. Isen vejer 3,5 kilo, fordelt på 30 kugler, softice, syltetøj, seks flødeboller og en ordentlig klat guf. Det er i den grad en isvaffel for hele familien, men du kan jo også bare selv prøve dig på den, hvis du vil have en rigtig udfordring. For det må man sige, at det er. Kun 15 personer er indtil videre lykkedes med at få hele molevitten gaflet ned.

Hvis du selv vil prøve på at skrive dit navn i historiebøgerne, vil vi råde dig til at møde op på tom mave. Fornøjelsen byder nemlig på 7000 kalorier, svarende til mere end to en halv dages kaloriebehov. Så kan vi til gengæld love dig, at du får mættet dit isbehov.

Find frem til Humlum Camping og alle de andre ting som de tilbyder her.

2. En festival for hele familien

Når man tænker festival, bringer det ofte billeder frem af unge mennesker der drikker for meget, gummistøvler, alt for høj musik og et værre rod. Det gør sig ikke gældende med Venø Festivalen, eller som den er blevet omdøbt i år pga. corona; En Sommeraften på Venø. Drømmen med festivalen er at skabe et sted, hvor der er plads til både børn og voksne, så alle kan være sammen og have det sjovt.

Her bliver der gjort plads til, at hele familien kan hygge sig og spise noget god, lokalproduceret mad. Der er nemlig både mad og drikke med i prisen. Tidligere er der også blevet afholdt børneteater og børnebiograf til at underholde de små.

Så er der selvfølgelig musikken. Den bliver spillet på scenen lige ned til vandet på strandbredden. Så hvis du skeler en smule, kan du se musikerne optræde med det ene øje, og bølgerne der skvulper ind med det andet. Det er der ikke mange festivaler, der kan bryste sig med.

Selvom arrangementet stadig er ganske småt, formår de alligevel at tiltrække store kunstnere. Du kan derfor bl.a. glæde dig til Love Shop 3 og Moussa Diallo hvis du får sikret dig en billet. Så det er ikke kun ganen der bliver kælet for.

 Hvis En Sommeraften på Venø lyder som noget for dig kan du læse mere og købe billetter her.

 

3. Kom helt tæt på landets (måske) sødeste dyr – Sælsafari

Foto: Lars Mikkelsen

Hvis man bor på halvøen Thyholm og omkring Limfjorden, er det at se en sæl noget der nærmer sig en hverdagsbegivenhed. Dog er en af de bedste måder at komme tæt det de sjove væsner, ved at tage på en kajaktur ud på fjorden.

Sejl ved siden af de svømmende sæler, og oplev dem helt tæt på, når de dykker nysgerrigt op for at finde ud af, hvem der rumsterer oppe på vandoverfladen. Men Limfjordens største rovdyr er hurtigt og listigt. Så hvis du vil have et billede af de storøjede dyr, skal du være hurtig på aftrækkeren.

Men uanset hvad, så bliver det en oplevelse som du sent glemmer – at være så tæt på de vilde dyr, der boltrer sig i vandet.

Turen er blevet mulig ved hjælp af Tambohus Kro & Badehotel, der er gået sammen med den lokale naturelsker og kajakentusiast, Steen Mogensen, der står bag facebooksiden Livet ved vandet Thyholm, som vil vise dig rundt i de friske farvande. Med i billetten får du også to overnatninger på badehotellet samt mad til før, under og efter din ekskursion.

Du kan læse mere, og bestille oplevelsen her. 

4. Danmarks bedste biograf – Apollon

Ja det er voldsomme ord, men Apollon i Struer er tidligere blevet udnævnt til landets bedste biograf. ”Hvad gør den så speciel?” tænker du måske. Ikke nok med at biografen kerer for sin gæster med særlige tilbud, arrangementer og en café i foyeren, har de også investeret i alle aspekter af filmoplevelsen.

For at sikre sig, at du sidder allermest komfortabelt inde i biografen, er der indkøbt recliners, hvor du kan så godt som ligge ned, mens du mæsker dig med popcorn (som kan fås i tre forskellige varianter). Men du skal nok kunne høre, hvad der foregår i filmen, for lyden er også ekstraordinær. Der er nemlig blevet installeret Dolby Atmos-lydsystemet i salene, det bedste der findes på markedet.

At tage i Apollon er mere end at tage i biografen, det er en helhedsoplevelse. Man bliver flyttet fra dagligdagen ind i en magisk verden, hvor det der udspiller sig på skærmene føles nært og fortryllende. Det er kort sagt – den perfekte biografoplevelse.

Køb billetter til Apollon her.

5. Landets mindste kirke – Venø Kirke

Foto: Mads Krabbe

De fleste forbinder nok en kirke med noget stort og grandiost, men den kan også være lille og hyggelig. Det beviser Venø Kirke. Kirken er måske øens hovedseværdighed, og der er en grund til, at folk flokkes til den lille ø med den lille kirke. Med sine 41 indvendige kvadratmeter er kirken nemlig den klart mindste i landet.

Læs også: 4 seværdigheder på Venø, der er Danmarks mindste

På trods af sin størrelse har kirken, der stammer fra 1500-tallet, faktisk plads til en fjerdedel af øens beboere – 50 kirkegængere. Men til tider er det heller ikke nok. Der er så mange, der vil besøge kirken, at der er blevet ophængt højtalere udenfor, og man har været nødt til at lave særlige regler for, hvem der må blive gift i kirken.

Beliggende i det grønne og idylliske landskab, forstår man godt den store interesse, og det er virkelig en oplevelse at komme ind og opdage, at Danmarks mindste kirke trods alt kan rumme så meget.