Gerda Garn 2.0 fyldt med nærvær og fællesskab

Publiceret 16-08-2024
Foto: Anders Trærup - Tekst: Jeanette Lund Houe

Den 10. maj åbnede Mette og Emil Gerda Garn 2.0 i gågaden og drømmen om både at vækste deres virksomhed og vende hjem til lokalområdet, er ved at blive til virkelighed for det unge par.

Det er passionen for at strikke, der driver 23-årige Mette Ultang. Egentlig er hun uddannet grafisk designer og har spillet håndbold på eliteplan.

– Jeg er typen, der har svært ved at sidde stille, men for et par år siden smadrede jeg min skulder og måtte stoppe med at spille. Så var der nogen i min familie, der var ret gode til at strikke, og så tror jeg, mit konkurrencegen kom op i mig, og siden har jeg strikket rigtig meget, fortæller hun.

For Emil Ultang på 24 år er det kunsten at drive sit eget firma og skabe udvikling, der er drivkraften. Han læser til økonom og har startet deres fælles garnwebshop. Sammen har de siden 2001 drevet garnbutikken “Den lille garnbiks” i Aarhus, og nu har de købt Gerda Garn i Struers gågade.

Tættere på bedsteforældrene

De konkluderer samstemmende, at Mette er den flyvske med alle ideerne, og Emil er den realistiske forretningsmand og på en måde, mener de, at de er et rigtig godt match.

Parret, der stammer fra Holstebro, har været kærester siden 8. klasse og har nu lille Karl på 1,5 år sammen, som denne dag trisser rundt i den nye, tomme butik. Men han er heldig, for farfar er på besøg og sammen med ham, stavrer han ud i gågaden for at finde en is med farfar i hånden.

Og netop her kommer den fælles passion ind. For de drømmer om at komme tættere på bedsteforældrene, og det var derfor, at udvidelsen af deres butik i Aarhus “Den lille garnbiks”, gerne måtte være i det nordvestlige hjørne af landet.

– Vi kunne ikke rigtig udvide i Aarhus, for så ligger butikken for tæt på den, vi allerede har. Og så kendte vi jo Gerda og skrev til hende. Først var hun ikke så positiv, men så fik vi en kop kaffe, og nu har vi jo så købt butikken og udvider, fortæller Emil. Gerda på 74 år er fortsat ansat i butikken, ja faktisk var det et krav fra de nye ejere, for Emil har to år tilbage på studiet, inden de helt kan rykke til området.

Nærvær og strikkefællesskab

De har allerede oplevet, hvordan ting nemt lykkes her, og at der er mere nærvær i det lokale.

Mette fortæller:

– Jeg tog fat i Jørn nede i biografen, og på ingen tid havde vi arrangeret den første strikkebio, og det blev en kæmpe succes. Det havde vi aldrig kunnet gøre i Aarhus på samme måde.

I Struer får parret mulighed for at skabe det sociale i butikken, som er svært at gøre i en storby som Aarhus. De har planer om, at den nye butik skal være rammen om et strikkefællesskab i byen. Derfor har de købt lokalet ved siden af den gamle Gerda Garn-butik, så der bliver mere plads.

– Mit håb er, at vi kan samle både Gerdas gamle kunder og den nye generation af strikkere hos os, siger Mette.

I det hele taget vil de bygge forretningen på flere oplevelser og events både i butikken og andre steder, blandt andet på Lille Fjordgaard udenfor byen.

De er meget overraskede og benovede over den varme modtagelse, som de har fået.

– Der er folk, som kommer og hjælper os, og vi føler nærmest, at det er hele samfundet, der ønsker at vi skal åbne og være her. Det er ret vildt og fedt at få den opbakning, siger Emil.

Mette er i fuld gang med at indkøbe alt det nye garn til butikken, som skal supplere det klassiske “hjertegarn”.

– Vi skal have fat i det, der rør sig. Derfor får vi nu Sandnes garn, Filcolana og Isager garn også. Målet er, at vi skal have garn til alle strikkebudgetter og -niveauer. Og så håber vi, at når butikken bliver større, bliver der mere ro og plads til at være her og gå og kigge og mærke på garnet. Vi vil så gerne skabe en rolig atmosfære, hvor man rigtig kan hygge sig i ro og mag og finde ud af, hvad det næste strikkeprojekt skal være, slutter Mette.

Artiklen er en historie fra Frekvens, der bliver husstandsomdelt i hele Struer Kommune – du kan læse den nyeste udgave lige her