Indboforsikringen er steget en del, en bog er på vej og børneværelserne er fyldt op. Det hele skyldes Lars’ passion for fodboldklubben Liverpool, som han har været besat af, siden han var 12 år. Hvordan han blev besat, kommer vi tilbage til…
For først skal vi se børneværelserne på 1. sal i en helt almindelig villa i Hvidbjerg på Thyholm. De er nemlig fyldt op med hvad Lars Fomsgaard Nielsen selv mener, er verdens største private samling af Liverpool trøjer.
Og samlingen har en relativt stor værdi – derfor er indboforsikringen for nyligt blevet tilpasset. Og det er også livet med Liverpool og trøjerne, som Lars går og pusler med en bog om.
Ja, faktisk er han i øjeblikket på iværksætterkursus og går og drømmer om, at bruge sin unikke samling til noget mere. Det kunne være noget med foredrag og gøre noget mere ud af samlingen, men han ved endnu ikke helt, hvad det skal ende med.
– Men næste år bliver jeg 60, så hvis det skal være, skal det være nu, siger han.
Han tager selvfølgelig imod i en sort Liverpool-trøje, for han har altid mindst ét tøjstykke på med Liverpools logo og navn på. Hvis han er fint i byen, er underbukserne som minimum ‘Liverpool-style’.
– Når de vinder mesterskab nummer 20, så skal jeg have en tatovering, siger han med et grin.
Kæmpe samling
Samlingen er imponerende. Skulder ved skulder hænger trøjerne sirligt på række. Lars Fomsgaard Nielsen har ikke tal på, præcist hvor mange, der er. Men der er flere end han kan nå at gå med på et år. Han forklarer, at Premier League, som vi kender det i dag, startede i 1992 med spillernes navne på ryggen fra sæsonen 1993-1994.
– Jeg har alle spillernes trøjer fra 1992 og indtil nu, altså alle, der har været i bruttotruppen. De er allesammen originale, dog ikke altid selve trykket, forklarer han.

