Søsportens Hus: Nyt klubhus bygger bro mellem by og havn

Publiceret 06-05-2024

Rune Dybkjær (t.v.), Bo Bjerre Dam (midt) og Per Clausen (t.h.) i havnens nye klubhus, der efter planen står færdigt i maj måned.

I hjertet af Struers maritime kyststrækning, lige der hvor fjorden møder byen, er Struer Sejlklubs nye klubhus, Søsportens Hus, ved at tage form. Byggeprojektet har været undervejs i mere end 15 år, og skal stå som havnens nye symbol på samhørighed mellem vand og land, havn og by.

Bo Bjerre Dam, formand for Struer Sejlklub, håber at de nye bygninger i højere grad bliver et samlingssted, uanset om man er en landkrabbe eller en havørn til vandaktiviteter: ”Vi startede med drømmen om at skabe et samlingssted, der ikke blot er en funktionel ramme for sejlklubbens aktiviteter, men også som en åben invitation til hele byen. Det gamle klubhus vendte arkitektonisk ryggen til byen, men med Søsportens Hus skaber vi en synlig forbindelse mellem land og vand.”

De store vinduespartier er med til at skabe den arkitektoniske invitation og formanden håber, at de nye lokaler giver genklang i kommunens rige forenings- og erhvervsliv, der kan bruge faciliteterne året rundt – også når vejret ikke inviterer til en dag på vandet.

På begge sider af det store midterparti i dobbelthøjde med glasfacader, findes der funktionsbygninger til begge sider – f.eks. store mødelokaler og omklædningsrum. Det store glasparti er den del af bygningen, som er åben for alle til fri afbenyttelse.

Tanken er nemlig også, at Søsportens Hus skal være et sted, man kan opholde sig hvis man ikke er direkte involveret i en aktivitet på fjorden, men samtidig gerne vil have en del i aktiviteterne – f.eks. til forældre, når børnene suser rundt i optimistjoller.

Derfor er flisebelægningen udefra trukket ind som gulv i midterpartiet, da det også skal kunne holde til sand og en fugtig våddragt.

”Vi har bevaret meget af det gamle klubhus, men vi har pillet indmaden ud og etableret ny isolering og bræddebeklædning. Gulvene er også bygget op ny med en højeffektiv isolering – og generelt er lang levetid og bæredygtighed tænkt ind i projektet”, siger Per Clausen, der fra Møller-Nielsens tegnestue er arkitekt og har stået bag Søsportens Hus. ”De gamle bygninger, der har været et hjem for sejlsporten i årtier, har dermed fået nyt liv med energieffektive opgraderinger og moderne faciliteter, der respekterer fortidens arv”, fremhæver Per.

Snittegningen viser de tidligere klubhuslokaler, hvor bygningen i dobbelthøjde samt to længer er bygget til. Resten er moderniseret både ude og inde for at skabe sammenhængskraft og energieffektivitet.

Arkitektonisk og funktionelt har Møller-Nielsens tegnestue på mange måder taget udgangspunkt i alt det, der allerede var.

”Vi har taget udgangspunkt i havnens øvrige bygninger”, siger Rune Dybkjær, der er en af de nuværende indehavere af tegnestuen. ”Vi ønsker at skabe et rum, der fungerer som et fristed fra det til tider barske vejr – men også at det bliver forbundet med det maritime miljø udenfor. Søsportens Hus er på den måde en maritim ‘mellemting’ mellem ude og inde, hvor sejlere og besøgende kan nyde fjordens skønhed uanset vejr.”

Den officielle indvielse af Søsportens Hus den 15. juni nærmer sig, og med dets moderniserede faciliteter, energieffektive design og åbne invitation til borgere og besøgende, bliver Søsportens Hus mere end bare et nyt, arkitektonisk vartegn på Struer Havn – det bliver også på mange måder et symbol en fremtid ved fjorden med fællesskabet i fokus.

Åbningen af Søsportens Hus ligger i forbindelse med H-båds ligastævne og 100 mil i Fjorden-stævnet, der alt sammen foregår i weekenden fra d. 14. juni til d. 16. juni.

Bo Bjerre Dam afslutter: ”Søsportens Hus er ikke bare et bygningsværk; det er et løfte om at vi fortsætter med at værdsætte, udforske og elske det hav, der binder os sammen.”

For yderligere information om Søsportens Hus, besøg Struer Sejlklubs officielle hjemmeside.