Når lyd bliver til leg, læring og innovation
I den gamle B&O bygning på Peter Bangs Vej finder du Lydlaboratoriet – et sanseligt, eksperimenterende læringsrum, hvor børn og unge undersøger verdenen gennem ørerne. Her er lyd ikke blot noget, man hører. Det er et redskab til at forstå, udtrykke og skabe.
Et af initiativerne er Lydspanden – et innovativt læringskit til børnehaver. Spanden indeholder lydværktøjer og aktiviteter, som pædagoger let kan bruge sammen med børnegrupper. Her bliver lydoptagelse, mikrofoner og kreative opgaver til legende eksperimenter og små lyduniverser, børnene selv skaber.
Lydlaboratoriets tilgang bygger på tre temaer: LYD, der handler om teknologi og eksperimentering. LYT, der handler om opmærksomhed og lyttemetoder. Og TAL, hvor børn øver sig i at bruge deres stemme og udtrykke sig personligt.
Gennem samarbejder med skoler, kulturinstitutioner og kunstnere udvikler Lydlaboratoriet workshops, udstillinger og undervisningsmaterialer, hvor lyd er det bærende element.
KAN DU HØRE DET?
Det er lyden af idéer, der formes i ører og udvikles af fantasi.