Hvad er du stolt af, der hvor du bor? Er det den unge iværksætter, der skaber noget helt unikt? Det sted, hvor fællesskabet blomstrer? Eller den oplevelse, der får dig til at føle dig hjemme? Nu kan alle borgere i Struer Kommune nominere deres lokale stoltheder til årets store fotoudstilling.
Kickoff i biografen 17. marts
Kampagnen "Lokale Stoltheder" blev officielt skudt i gang med et kickoff-arrangement i Apollon biograf den 17. marts 2026, hvor filmen ’Alle os og siloen’ blev vist, som en del af STRUER:DOX. Dermed er det nu muligt for alle at gå ind og nominere det sted, den person, det fællesskab eller noget helt fjerde, som man synes fortjener at blive synliggjort - eller som man synes gør ens område til noget særligt. Man kan nominere frem til den 17. april 2026 via lydensby.dk/nominering.
Professionel fotograf skal forevige de udvalgte historier
De udvalgte stoltheder vil blive fotograferet af den anerkendte pressefotograf Lea Meilandt, kendt fra JP-Politiken, Zetland og ATLAS. Billederne vil både indgå i en fotoudstilling i Struer by i sommerferien og efterfølgende blive udstillet dér, hvor de er blevet taget. Derudover bruges billederne som fotogaver til tilflyttere og sælges som fotokunst i Struer.
Et vigtigt projekt for byen
Det er meget spændende og vigtigt for byen at få øje på det, alle går og er stolte af hver for sig. Gennem projektet skabes et fælles billede af Struers identitet og værdier – fortalt af dem, der kender byen og området bedst.
Kan du høre det?
Projektet er en del af kampagnen "Kan du høre det?", der arbejder med at synliggøre og sætte lyd på Struer egnens unikke kvaliteter, samt skæve og sjove særheder.
Fakta om Lokale Stoltheder:
- Kickoff i biografen: 17. marts 2026
- Nomineringsperiode: 17. marts – 17. april 2026
- Fotograf: Lea Meilandt
- Udstilling: Skolernes sommerferie 2026 i Struer by, efterfølgende på de fotograferede steder
- Nominer på: lydensby.dk/nominering