Vi er ikke bange for forskningsprojekter, der løber over 3-5 år. Ja, de koster mandetimer, men nogle gange er vi heldige at ramme de gode løsninger… og heldet kommer, fordi vi opsøger det.
Tom Simonsen, Adm. direktør, Conpleks
”Lidt underligt at tænke på: Det er 33 år siden, jeg trådte ind ad døren i disse bygninger. Jeg var nyuddannet svagstrømsingeniør og havde min første arbejdsdag her”.
Tom Simonsen og Fælledvej 17. Et menneske og en adresse. De to er nærmest blevet en symbiose.
Hele Tom Simonsens professionelle arbejdsliv – fra 1987 og frem til i dag – har foldet sig ud i de selvsamme røde murstensbygninger: Først hos Bang & Olufsen eller Dikon som datterselskabet hed. Sidenhen DIAX. Derefter Ericsson.
I dag Conpleks.
Adressen er statisk – karrieren alt andet: Fra yngste mand på gulvet til direktør i egen virksomhed. Fra spæde ISDN-forbindelser til selvkørende udendørs robotter.


